|
Burnin Red Ivanhoe
Ole Fick – Kim Menzer – Karsten Vogel – Assi Roar – Rasmus Grosell
22. maj 1967- det var dér, det begyndte: Burnin Red Ivanhoe spillede sit første job.
Det skete i Munkekælderen i København, og aftenen honoreredes med 160 kr. til deling mellem de fire mand, gruppen bestod af på det tidspunkt.
Derfra gik det roligt fremad.
I løbet af nogle år var Burnin Red Ivanhoe ét af Danmarks mest efterspurgte orkestre, og efter et par overordentligt succesrige turneer til England i 1970 blev gruppen også en del af den internationale progressive rockscene. Koncerter og koncertturneer med navne som Jimi Hendrix, Spooky Tooth, Incredible Stringband og Uriah Heep fortæller lidt om, hvilken status Burnin havde i rockverdenen.
Alligevel stoppede gruppen deres aktiviteter i 1972.
Dog kun for en kortere pause. Efter nogle års rejsen rundt stoppede gruppen igen i begyndelsen af 80’erne. Men heller ikke denne pause holdt længe, og ikke mindst i de sidste 15 års tid har Burnin Red Ivanhoe været særdeles aktiv rundt på landets mange forskelligartede spillesteder.
I alle disse 40 år har Burnin Red Ivanhoe været et fast begreb i dansk musik. Altid genkendelig, altid udtryk for en bestemt måde at gå til musikken på, en særlig holdning til det at spille musik for et publikum. Energi og opfindsomhed.
I begyndelsen hed det syrerock. I dag er det en del af kulturarven.
Fælles for alle Burnin-job er et nu klassisk sæt sange, stor spilleglæde, musikalsk slagkraft, utrolig energi, mærkelige instrumenter og et uberegneligt sceneshow.
Og oplevelsen af at være der selv, sammen med den ægte vare.
"Burnin Red Ivanhoe Live 1970 - 74"
CD med gammelt materiale udsendt 2010 på Karma Music. Skramlede live-optagelser med fed musik fra en periode i dansk rockhistorie, som nogen kan huske, andre har hørt om, og mange har oplevet. Som at være der selv.
Yderligere info: www.burnin.dk |