I dag

Karsten Vogel har som komponist, musiker og kapelmester været i orkestrets frontlinje helt fra starten i 1967. I mange år var desuden Kim Menzer en vigtig figur på scenen, men en svækket hørelse har gjort det vanskeligt for ham at orientere sig i musikken, og som konsekvens heraf har han trukket sig ud af orkestret. Lone Selmer har så med overbevisende vokal og sikkert keyboard i de senere år i stigende grad været med til at tegne Burnins profil, og hun har som ny frontfigur mødt stor begejstring hos både et trofast stampublikum og hos mange nytilkomne fans. Den centrale rolle som guitarist og sanger bliver på forbilledlig vis varetaget af Jens Runge, der i usædvanlig grad har levet sig ind i den særlige burnin’ske ånd. Burnin Red Ivanhoes musik har altid baseret sig på en formidabel rytmegruppe, og med Klaus Menzer bag trommerne og Assi Roar på bas er den linje fastholdt. Denne besætning sikrer både orkestrets traditioner og hele væremåde samtidig med, at der er garanti for det høje energiniveau.

*1967

Avantgardejazz og The Who – det var dér, det begyndte.

Så skrev jazzmusikeren Karsten Vogel nogle melodier. Til de fleste af dem skrev Niels Erik Wille danske tekster. De fik for en sikkerheds skyld engelske titler.

De skulle fremføres første gang med Peter Belli som sanger og med Peter Ingemann på bas ved åbningen af en udstilling af David Rubellos cop-art malerier i Galleri Rolf & Jacob i St. Strandstræde i København. Peter Belli måtte imidlertid om eftermiddagen melde afbud, så sangene blev til sange uden ord.

Karsten Vogel indså herefter, at han måtte samle et orkester.

Steen Claësson spillede mest violin, men kunne formås til at skifte til guitar. Han ville også godt synge. Steen Lange anskaffede sig en Höfner el-bas. Per Kragh-Müller ville måske godt spille trommer.

Der blev øvet og gjort en stor indsats for at gøre verden opmærksom på dette unikke foretagende, der ikke rigtig vidste, hvad det skulle hedde, og derfor kaldte sig M/S Mitte – The Burnin’ Red Ivanhoes.

Niels-Erik Gudme formidlede det første job:

22/5 – 1967 i Munkekælderen i Nørregade under Universitetet i København.

Det lød sikkert interessant. Så flere engagementer fulgte. Efter det andet forlod Per Kragh-Müller foretagendet. Bo Thrige Andersen var med på de næste job. Dem kom der i løbet af de næste syv år i alt omkring 1.000 af.

Steen Lange var måske alligevel bedre som arkitekt, så Arne Würgler overtog om ikke Höfner-bassen, så i hvert fald pladsen som bassist. Halvandet års tid senere var Kim Menzer til stede med en mundharpe en dag, da Burnin Red Ivanhoe, som nu var fast navn, spillede i undergrundsklubben Labyrinten. Han blev medlem af gruppen fra efteråret 1968.

Megen overtalelse skulle der til, men en dag mente manager Walther Klæbel, DMC, at han kunne skaffe nogle job. Det første var i Brøndby Popklub i december 1968. Og så var der pludselig stor presseomtale og kort efter pladekontrakt med Sonet.

Pladedebuten skulle være exceptionel, så det blev til et dobbelt-album med danske tekster på den ene og engelske tekster på den anden lp. ”M 144” kom i efteråret 1969, fik megen opmærksomhed og er siden blevet en klassiker i dansk rockhistorie. Coveret med folde-ud-dukketeatret er blevet ikonisk.

Under indspilningerne var der flere ændringer i besætningen, der først blev stabil i foråret 1970:

Ole Fick, vokal og guitar, Kim Menzer, mundharpe, basun, fløjte og vokal, Karsten Vogel, saxofoner og orgel, Jess Stæhr, bas, og Bo Thrige Andersen, trommer.

Efter allerede i 1969 at have fået en del international opmærksomhed, tog Burnin Red Ivanhoe i sommeren 1970 på sin første længere turne i UK. Her blev også det næste album, der blot bærer orkestrets navn, indspillet og udsendt på John Peels forlag Dandelion. I Danmark fik den årets ”Hugo”, lå højt på salgslisten og på Radio Luxemburg blev den nummer 1 på lp-hitlisten.

I de næste par år var Burnin Red Ivanhoe, som ét af Skandinaviens mest efterspurgte orkestre konstant på farten. Turneerne gik udover til Danmark og UK nu også til Tyskland, Sverige, Norge, Finland og Færøerne.

Pladeudgivelser fulgte: I 1971 både ”W.W.W.” og med Povl Dissing som gæstesolist ”6 elefantskovcikadeviser”.

Dertil en del TV og en hel del radio.

Og film: “Er I bange?” – Henning Carlsen halvdokumentariske film om danske kollektiver – og “Er du grønlænder?” – en sort/hvid dokumentarfilm af Jørgen Roos.

I 1972 udsendte gruppen så ”Miley Smile” samtidig med, at de annoncerede deres opløsning.

Men selvfølgelig holdt netop den ikke.

Allerede senere samme år stod Burnin Red Ivanhoe igen på plakaten rundt omkring. Og sådan fortsatte det op igennem 70’erne med én eller to turneer årligt under ordnede forhold. Det blev også til først lp’en “Right on”, siden “Shorts” og undervejs kassettebåndsudgivelsen “Instant Sound No. 2 – Burnin Live – alt det lort, de andre ikke gider udgive”. Den blev et efterspurgt samlerobjekt i Tyskland og udkom en del år senere på cyclamefarvet vinyl.

I 1980’erne holdt Burnin Red Ivanhoe pause for igen at samles i 1991. Siden da har denne nu legendariske gruppe spillet koncerter overalt i Danmark og desuden været på en længere turne i Indien.

Udover genudgivelser af de tidlige plader i Danmark men især i udlandet har Burnin Red Ivanhoe siden 1980 udsendt tre albums: ”Lack of Light” i 1998, ”Live 1970-74” i 2009 og ”BRI” i 2013.

Igennem hele orkestrets historie har besætningen varieret fra tid til anden. I de senere år har den bestået af Jens Runge, vokal og guitar, Kim Menzer, mundharpe, basun, fløjte og vokal, Lone Selmer, vokal og keyboard, Karsten Vogel, saxofoner og keyboard, Assi Roar, bas, og Klaus Menzer, trommer.

Gammel syre forgår ikke så let.